Divisionsforeningens historie og betydning for dansk topfodbold.

Foreningen af Fodbold Divisionsklubber i Danmark.

Divisionsforeningens oprindelig navn er Foreningen af Fodbold Divisionsklubber i Danmark. Foreningen blev stiftet i 1969, som foreningen for 1. divisionsklubber. Foreningens formål var at formidle et direkte samarbejde mellem eliteklubberne og at varetage fælles interesser i en dengang 100 % amatørbaseret elite, som i første omgang kun var isoleret til den bedste række. Stiftelsen af Divisionsforeningen var samtidig et modstykke til bredden i dansk fodbold, repræsenteret ved lokalunionerne (FLU), der havde stor indflydelse i DBU. I 1970 blev klubberne i 2. division optaget i Divisionsforeningen og fra 1971 kom også 3. divisionsklubberne med. Således opstod der et samarbejde med tre divisioner i Danamark.

Monopolet brydes
Op gennem 70’erne var der ivrige drøftelser og pres fra flere klubber for at få tilladelse til mere professionelle tilstande i dansk fodbold. Dette pres opstod ikke mindst som følge af den massive spillerflugt, der tog sin begyndelse i midten af 60’erne og accelererede i de følgende år. Her åbnede nye spillermarkeder i blandt andet USA, hvilket medvirkede til at dansk fodbold sakkede agterud med svigtende resultater og dalende tilskuertal. Der blev på foranledning heraf tilladt brug af professionelle spillere på landsholdet fra 1970, og i klubfodbolden gav DBU efter pres tøvende lov til den såkaldte præmiecheckordning. Præmiecheckordningen betød at de bedste spillere kunne få en beskeden aflønning udmålt i deres klubbers succes med points og tilskuertal.
Fra 1978 og de følgende år skete der for alvor et skred i udviklingen af dansk fodbold. Under truslen om oprettelsen af en piratliga (Harald Nielsen og Helge Sanders idé) åbnede DBU forsigtigt for de første egentlige kontrakter i dansk klubfodbold. Samtidig rykkede landsholdet ind i en ny tid med ansættelsen af en fuldtidstræner (Sepp Piontek) og dermed introduktionen af en suveræn landstræner, der ikke var afhængig af en udtagelseskomites dispositioner.

Nye tider i 80’erne
Klubberne tog de nye tider til sig og flere klubber prøvede i disse år, om økonomien kunne bære. Det skete ofte med hjælp fra fodboldglade enkeltpersoner, der stillede kapital til rådighed for de ambitiøse klubber og dermed rykkede rundt i det kendte hierarki. DBU’s monopol på dansk fodbold blev for alvor udfordret, og nye markante fodboldledere fra klubberne benyttede blandt andet Divisionsforeningen som løftestang for deres tanker om dansk fodbolds fremtid. I 1981 blev Divisionsforeningen medlem af DBU og i 1986 repræsenteret i DBU’s forretningsudvalg, hvor den fik tildelt den ene af de to næstformandsposter.
Divisionsforeningen blev i de år for alvor en kamporganisation, der tog opgøret op med de mere konservative tankegange i DBU, hvor blandt andet også den første danske fuldtidsprofessionelle klub (Brøndby IF) så dagens lys. Yderligere op gennem 90’erne og ind i et nyere årti blev fronterne trukket op. Især mellem bredden og de nye ‘klubgazeller’ i dansk fodbold, der sidst i 80’erne vandt gehør for en skærpet turneringsform med færre klubber koncentreret i toppen blev det til fødslen af en succes – den danske Superliga fra 1991. Topklubberne pressede hårdt på for at få plads til deres ideer og ambitioner, og skabte dermed nye skel mellem de førende klubber i Superligaen og de mere breddeorienterede klubber i de lavere divisioner. Nye økonomiske muligheder opstod også med bruddet på et langvarigt monopol.

Flere penge i dansk topfodbold
Gennem mange år fik Danmarks Radio dansk fodbold leveret gratis, både landshold og klubhold. Sådan foregik det indtil de fik konkurrence fra nye tv stationer, herunder TV2, der ville skabe nye seermagneter med fodboldudsendelser, som brugte den større sendeflade til at udvikle nye koncepter for sportsformidling. De nye spillere på mediemarkedet bød ind og fik (ene)rettighederne til vise målshow fra rundens kampe i den bedste sendetid, og satte dermed nye standarder for prisen på rettighederne. Millionerne rullede til gavn for klubbernes kasser, men udløste også en strid om, hvordan pengene skulle fordeles mellem klubberne – mellem alle medlemmer eller fortrinsvis mellem de bedst eksponerede.
Der skete en afsmitning af den stigende konkurrence, som spredte uro på de indre linjer i Divisionsforeningen. Her blev der både kæmpet med DBU om øget indflydelse samt for at holde sammen på tropperne. Internt opstod der et større skel mellem de stærkeste og bedst tjenende Superligaklubber og klubberne i 1. og 2. division, der også gerne ville have del i de mange penge, som flød i dansk topfodbold. Det var et presserende spørgsmål om at holde sammen på tropperne for både at sikre en tilstrækkelig stor pressionsgruppe overfor blandt andet DBU, men samtidig også finde et passende ståsted mellem solidarisk deling og belønning til klublokomotiverne, der både skulle begå sig på den internationale scene og udvikle nye landsholdsspillere.

En ny struktur kom på plads
En ny aktør i form af Spillerforeningen gjorde sig også mere og mere gældende. Det mundede ud i en overenskomst mellem Divisionsforeningen og Spillerforeningen, som var gældende for alle danske professionelle fodboldspillere. I første halvdel af 00’erne gik bølgerne højt, og der skulle også en (dog kortvarig) spillerstrejke til i 2004, inden klubberne og interesseorganisationerne blev bedre til at lytte til hinanden. Således blev skitsen til et fodboldarbejdsmarked med trepartsforhandlinger (DBU, Divisionsforeningen og Spillerforeningen) og overenskomster efterhånden formaliseret. Divisionsforeningens udvikler sig løbende som organisation, og har som mål at være et kompetent serviceled for medlemsklubberne, som er rustet til at skabe og gennemføre nye initiativer og aftalekomplekser – medieaftaler, forsikringsaftaler, nationale transferregler, licensaftaler, turneringsafvikling mv. – til gavn for medlemsklubberne.