Divisionsforeningen har på et rækkemøde med de 24 klubber besluttet, at der spilles 6 runder mere i 2. Division for at afslutte sæsonen på det bedst mulige grundlag, uanset situationen er svær, når man ikke kan nå at spille alle kampe i sæsonen. Klubber, der er med i kampen om op- og nedrykning, får mulighed for at møde de direkte konkurrenter
Divisionsforeningen har i dag meddelt følgende beslutninger for 2. Division:
– Genstarten af sæsonen sker senest onsdag den 17. juni – eventuelt allerede i weekenden i uge 24, og sæsonen afsluttes den 5. juli efter seks spillerunder
– Med basis i en fastlåsning af grundspillet efter 17 runder, og klubbernes hidtil opnåede point/mål, dannes op- og nedrykningspulje med 12 hold i hver pulje. Her spiller alle klubber seks kampe – tre hjemme og tre ude – mod de seks klubber, man ikke har mødt i grundspillet.
– Hvis 2. Division ikke bliver en del af genåbningsfase 3 (senest fra 8. juni), slutter sæsonen uden yderligere kampe
– Uanset hvor mange kampe, der spilles i sæsonen, fastholdes fem nedrykkere og en oprykker
I den nuværende force majeure situation kan sportslig fairness ikke opretholdes på alle parametre, men ovenstående løsning gør, at klubber, der er med i kampen om op- eller nedrykning, får flere kampe til at opnå sit mål, herunder mulighed for at møde de direkte konkurrenter i slutfasen.
Divisionsforeningens administration har ikke mandat til at suspendere nedrykning eller vedtage en løsning, der medfører, at der vil være et andet antal hold i 2. Division næste sæson end de 24, der følger af turneringspropositionerne. Det vil i givet fald kræve mindst 75% tilslutning fra klubberne jf. Divisionsforeningens vedtægter, og herefter vil Divisionsforeningens bestyrelse skulle behandle et forslag, som også DBU ville skulle godkende.
”Vi ønsker ikke at lukke en turnering ned med det ene argument, at der ikke kan sikres 100% fairness hele vejen rundt. Det kan vi ikke, når vi er ramt af force majeure, og vi har fået et mandat til at finde en løsning, der bedst muligt sikrer, at turneringen afsluttes med flere kampe. Meget tyder på, at 2. Division kan genstarte under genåbningsfase 3 (senest fra 8. juni), herunder med støtte fra vores sundhedsprotokoller og under forudsætning af, at vi fortsat følger myndighedernes anvisninger. I det perspektiv ser vi det som vores fornemste opgave, at klubber og spillere igen får mulighed for at spille turneringsfodbold. Med 30 dage til den første kamp vurderer vi, at det er praktisk muligt for alle. Er det ikke muligt at spille kampe i 2. Division, som senest en del af genåbningsfase 3, afsluttes turneringen uden yderligere kampe. Beslutning om op og nedrykning tages i givet fald, hvis det bliver aktuelt,” udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.