Torsdag d. 28. maj bliver der igen spillet 3F Superliga i Danmark. Første kamp bliver, som tidligere meldt ud, det udsatte opgør mellem AGF og Randers FC.
Mandag d. 9. marts spillede Silkeborg IF og AGF den foreløbig seneste kamp i 3F Superliga. Nu mere end to måneder senere er der sat datoer på genoptagelsen af 19/20 sæsonen. AGF – Randers FC sparker sæsonen i gang igen torsdag d. 28. maj kl. 19.00 i den udsatte kamp fra runde 21. Derefter tages der hul på runde 25 i weekenden startende med Silkeborg IF – FC Nordsjælland fredag kl. 19, mens Brøndby IF – SønderjyskE runder runden af tirsdag d. 2. kl. 19.00. På grund af Pinse, så spilles hovedparten af kampene i runde 25 mandag d. 1. juni. Grundspillet afsluttes søndag d. 7. juni, hvor alle kampe spilles samtidig med kickoff kl. 17.00.
”Vi glæder os helt vildt til at levere 3F Superliga til Danmark igen. Vi åbner med et brag af et lokalopgør, hvorefter vi går ind i ligaens absolut mest intense periode med afgørelsen af grundspillet over to runder. Runde 26 plejer at være en af de mest dramatiske sportsdage i Danmark med alle kampe samtidig,” lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen:
Program:
Torsdag d. 28. maj kl. 19.00, AGF – Randers FC
(Den udsatte kamp fra runde 21).
Runde 25:
Fredag d. 29. maj kl. 19.00, Silkeborg IF – FC Nordsjælland
Søndag d. 31. maj. Kl. 18.00, Esbjerg fB – AaB
Mandag d. 1. juni kl. 14.00, Randers FC – Hobro IK
Mandag d. 1. juni kl. 16.00, FC Midtjylland – AC Horsens
Mandag d. 1. juni kl. 18.00, Lyngby BK – F.C. København
Mandag d. 1. juni kl. 20.00, AGF – OB
Tirsdag d. 2. juni kl. 19.00, Brøndby IF – SønderjyskE
Runde 26:
Alle kampe spilles søndag d. 7. juni kl. 17.00
Så længe det ikke er muligt at spille med tilskuere på stadion, så er kamptidspunkterne ændret, så flest mulige kampe gøres bedst muligt tilgængelige for fodboldfans. Det gælder selvfølgelig kun indtil, der igen kan lukkes tilskuere ind.
Det forventes, at sidste ordinære runde afvikles søndag d. 26. juli og sæsonen sluttes af onsdag d. 29. med Europa playoff-finalen. Da den endelige tilrettelæggelse af de resterende kampe i de europæiske turneringer endnu ikke er fastlagt, så kan der komme mindre ændringer i datoplanen. Programmet for slutspillet i 3F Superliga er klar senest tirsdag d. 9. juni. I NordicBet Liga er det endnu ikke besluttet, hvordan resten af sæsonen afvikles. Det kommer på plads i løbet af den her uge.