Har du lyst til at være midt i udviklingen af dansk professionel klubfodbold med en flok brændende engagerede kollegaer omkring dig?
Divisionsforeningen søger en turneringsadministrator til varetagelse af turneringsadministration for fodboldklubberne i Herre-ungdoms DM samt U16 pokalturneringen
Om stillingen
Stillingen som Turneringsadministrator hos Divisionsforeningen er udfordrende og udviklende, og du bliver en del af Divisionsforeningens turneringsadministration. Du skal medvirke i løsningen af en bred vifte af opgaver inden for turneringsadministration, og udvikle dig til at få dit eget ansvarsområde samt indgå i udviklingsprojekter relateret til turneringerne.
Dine opgaver vil, i samarbejde med de relevante kolleger, være indenfor nedenstående hovedområder:
- Turneringsplanlægning (datoplan, oprette stamdata, programlægning, godkendelse af kamptøj, registrering af spillerlister, administration af kort & billetter m.v.)
- Turneringsdrift (daglig service til klubberne, vedligeholdelse af stamdata, kontrol af elektroniske holdskemaer, kontrol af karantænepoint, kampflytninger m.v.)
- Lodtrækninger og løbende information til klubberne i U16 Pokalturneringen (ny turnering fra sæson 2026/27)
- Opbygning af viden- og kompetencer i forhold til turneringsregler og andre nationale og internationale regelsæt der har betydning for turneringerne
- Afvikling af sæsonafslutning
- Afvikling af pokalfinalen (sammen med os andre)
- Dialog med licensadministrationen ift. Herre U-DM
- Udarbejdelse og vedligeholdelse af turneringsregler i samarbejde med vores jurister
- Administration, godkendelse og registrering af spillerkontrakter, lejeaftaler mm. i samarbejde med vores jurister
- Afvikling af div. uddannelser inden for sikkerhedsområdet
- Administration og koordinering af liga bane tests
- Ad hoc opgaver og medvirken ved projekter relateret til udvikling af turneringerne
Om dig
Du er en stærk koordinator med et solidt serviceblik, og en dygtig kommunikator – både skriftligt og mundtligt, og det er vigtigt, at du har gode egenskaber i forhold til Office-pakken og Teams. Du er struktureret, er vant til at have fokus på kvalitet i arbejdet, og er garant for at deadlines overholdes. Det er et job, der kræver stor fokus på detaljen og personlig integritet, da fortrolighed med klubberne er afgørende.
Derudover forestiller vi os at du er uddannet og arbejdet inden for administration, sports-/leisure management eller lign. – og gerne med sportsjuridiske kompetencer. Det vil være en fordel, hvis du har erfaringer fra en fodboldklub eller interesse for dansk fodbold, ligesom erfaring med FODA vil være en stor fordel.
Vi tilbyder
Du vil blive del af en dynamisk arbejdsplads, og der er tale om et selvstændigt, spændende og udviklende job, hvor du får mulighed for at påvirke din faglige og personlige udvikling. Elitefodboldverdenen er ofte en brændende platform, som hele tiden udvikler sig, og du vil få en hverdag med mange forskellige arbejdsopgaver og spændende udfordringer præget af høj aktivitet. Vi kommer periodevis i uforudsete eller pressede situationer, hvorfor du skal kunne holde hovedet koldt, når det brænder på. Ansættelsesvilkår forhandles individuelt på et konkurrencedygtigt niveau.
Din arbejdsplads bliver Fodboldens Hus i Brøndby, hvor du får 19 engagerede kollegaer med vidt forskellige baggrunde og arbejdsopgaver. Derudover kan der forventes en del rejseaktivitet rundt omkring i landet til alle vores klubber.
Om Divisionsforeningen
Divisionsforeningen repræsenterer de professionelle fodboldklubber i Danmark og arbejder for at fremme medlemmernes interesser både nationalt og internationalt. Vores medlemmer er klubberne i 3F Superliga, Betinia Liga samt i CampoBet 2. og 3. Division. Vi administrerer og udvikler rækkerne, Herre Ungdoms-DM samt de afsluttende runder og finalen i Oddset Pokalen.
Ansøgning
Hvis du er interesseret, hører vi meget gerne fra dig snarest muligt. Send din ansøgning, dit CV og dokumentation for din uddannelse til Divisionsforeningen på e-mail: df@df.dbu.dk senest fredag den 5. december 2025. Vi indkalder til samtaler løbende og tager opslaget ned, når vi har fundet den rette til jobbet – så kom gerne til tasterne hurtigst muligt og send din ansøgning til os. Skriv ”Turneringsadministrator” i emnefeltet. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Turneringschef Troels K. Jensen på telefon +45 2026 5497.