Divisionsforeningens formand Thomas Christensen blev på weekendens generalforsamling genvalgt for en ny fireårig periode. Derudover bød generalforsamlingen på en enkelt udskiftning, da Gynther Kohls fra SønderjyskE overtog pladsen i bestyrelsen fra Morten Jensen fra Viborg FF
12 år fordelt på to omgange har Morten Jensen arbejdet for dansk klubfodbold i Divisionsforeningens bestyrelse. Det blev markeret på generalforsamlingen, hvor Morten Jensen, der til daglig er direktør i Viborg FF, havde valgt ikke at genopstille. For hans mangeårige virke blev Morten i stedet kåret som det 10. æresmedlem af foreningen.
Hans plads i bestyrelsen blev overtaget af Gynther Kohls fra SønderjyskE, der hidtil har været suppleant. Ny på den position er Thomas Bælum fra AaB. Der var genvalg til de øvrige bestyrelsesmedlemmer, der var på valg. Alle menige medlemmer er på valg hvert år. Næstformand og kasserer hvert andet år – og de blev genvalgt i 2019. Formanden var til gengæld på valg i år. Thomas har været formand for Divisionsforeningen siden 2003 og i 2016 blev Thomas Christensen valgt for en fireårig periode, og i år blev det altså til ”4 more years” til den fynske formand.
Efter generalforsamlingen består bestyrelsen dermed af følgende:
Formand Thomas Christensen, OB, genvalgt i 2020 for en fireårig periode.
Næstformand Torben Oldenborg, AB, genvalgt i 2019 for en toårig periode.
Kasserer Claus Christensen, Silkeborg IF, genvalgt i 2019 for en toårig periode.
De øvrige bestyrelsesmedlemmer er:
Jakob Nielsen, AGF
Kristian Nielsen, Horsens
Daniel Rommedahl, F.C. København
Gynther Kohls, SønderjyskE
Per Rud, HB Køge
Bøje Holmsgaard Lundtoft, Jammerbugt FC
Suppleanter er:
Thomas Bælum, AaB
Rasmus Brandhof, Skive IK
Ifølge vedtægterne skal bestyrelsen bestå af ni medlemmer. Formanden indstilles af alle foreningens medlemmer. Derudover indstilles fire medlemmer af de klubber, der spiller i den øverste række – og de sidste fire af foreningens øvrige medlemmer.
For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf. 2068 3055)