Justeringer i næste sæsons Superliga struktur

Ledelserne fra Danmarks Superliga klubber har været samlet tirsdag og torsdag i Odense for at evaluere på de to første sæsoner med den nye struktur. Der er enighed om to anbefalinger til den kommende sæson, og at der skal bruges mere tid på at diskutere eventuelle større strukturelle ændringer.

I den netop afsluttede sæson var der meget fokus på sidste runde i grundspillet og placeringerne i gruppespillet. Den problemstilling gentager sig ikke i den kommende sæson. Klubberne i Superligaen er blevet enige om en ny puljeinddeling af nummer 7-14 efter de første 26 runder. Ændringen skal træde i kraft fra den kommende 2018/19 sæson.

Nr. 11 og 14 placeres fortsat i pulje 1

Nr. 12 og 13 placeres fortsat i pulje 2.

Nr. 7 vælger pulje

Nr. 8 vælger pulje

Hvis nr. 8 vælger modsatte pulje af nr. 7, så vælger nr. 9 pulje.

Nr. 10 placeres på den sidste ledige plads i en af puljerne.

 

Praktikken for hvordan nummer 7, 8 og eventuelt 9 vælger pulje efter grundspillet er endnu ikke fastlagt.

Udover ændringen af puljeinddelingen er klubberne også blevet enige om en mindre justering i runderne 33-34. Her vil nr. 3 fremadrettet møde nr. 3 og nr. 4 møde nr. 4 efter gruppespillets afslutning. Det betyder, at der bliver 2 x 2 knockout kampe færre (i runderne 35-36). Taberen af nr. 4 mod nr. 4 rykker direkte ned. Taberen af nr. 3 mod nr. 3 og vinderen af nr. 4 mod nr. 4 møder henholdsvis nr. 3 og nr. 2 fra NordicBet Ligaen i play off over to kampe om deltagelse i næste års Superliga.

Anbefalingerne fremsendes til Divisionsforeningens bestyrelse til eventuel vedtagelse.

Diskussionerne om antal hold i Superligaen, ændring af pokalturneringen og andre emner ønsker klubberne at arbejde videre med.

-Der er enighed blandt alle klubber om, at så store og vigtige emner fortjener at blive arbejdet igennem. Derfor blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som i løbet af de næste par uger skal blive enige om et oplæg, der kan præsenteres for Divisionsforeningens bestyrelse, når de mødes tirsdag d. 19. juni, udtaler direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen.

 

For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf. 2068 3055)