Mandag den 30. november gik Jørn Kønig pludseligt bort – en af dansk fodbolds store ledere. Minderne om Jørns bedrifter og person vil være blandt os for altid. Jørn viede sit liv til dansk fodbold, og han var en af de centrale personer i grundlæggelsen af professionel klubfodbold i Danmark.
Jørn Kønig startede på banen i B1903, men forbindes for alvor med sit virke som fodboldleder i Hellerup Idræts Klub (HIK), hvor Jørn blev medlem i 1961. I HIK stod Jørn i en årrække i spidsen for Fodboldafdelingen sideløbende med, at han blev engageret fodboldpolitisk i Divisionsforeningen.
I Divisionsforeningen har Jørn været med hele vejen, fra da han og Helge Sander afholdte den første betalingsfodboldkamp mellem Herningklubben Fremad og HIK i 1978, til etableringen af foreningens sekretariat og administrationen af nutidens milliard TV-aftaler for landets bedste fodboldklubber.
Jørn blev medlem af bestyrelsen i Divisionsforeningen, som den første repræsentant nogensinde for daværende 3. division, nu 2. division, i 1979. Han har været bestyrelsesmedlem fra 1979 til 1984, og kom tilbage igen fra 1998 til 2015. I alt 22 arbejdsomme år i bestyrelsen, hvoraf Jørn bestred kassererposten i 16 af årene.
Udover foreningens økonomi har Jørn Kønig sammen med Benny Olsen fra B1903 stået for programlægningen af kampe i Superligaen, 1. og 2. Division. Et arbejde, der oprindeligt foregik med hundredvis af små papirsedler for lukkede døre og vinduer, så hele planen ikke blæste væk. Derudover var Jørn Kønig repræsentant for klubberne i dommerforhandlingsudvalget.
Til det allersidste var Jørn aktiv for fodbolden, hvor han stod i spidsen for arbejdet i 2. Division. Her var han samlingspunkt for rigtig mange klubber, og 2. Division skylder Jørn en stor andel af æren for udviklingen af landets tredje bedste fodboldrække.
Jørn har modtaget en lang række hædersbevisninger gennem årene. Han var det ene af to æresmedlemmer i HIK, og blev som den første kåret som æresmedlem i Divisionsforeningen i 2019.
Mere end noget andet var Jørn et stort og generøst menneske, som altid var der for sin familie, venner og alle dem, der kom Jørns vej i den fodbold, han elskede.
Vores tanker går til Jørns hustru Vibeke, deres søn Thomas og den øvrige familie.
Æret være Jørns minde.
Thomas Christensen
Formand i Divisionsforeningen.
Foto: Per Kjærbye