Divisionsforeningens vicepræsident Torben Oldenborg er død efter længere tids sygdom.
Natten til mandag den 26. august mistede dansk fodbold en af sine ildsjæle, da Torben Oldenborg gik bort – 68 år gammel.
Torben var glødende AB´er og har båret mange forskellige kasketter i hjerteklubben – ingen opgave var for stor – eller for lille – til, at Torben var klar på at smøge ærmerne op og tage fat. Torben indledte sit AB eventyr som sponsor og senere aktionær, dengang klubben spillede i den bedste række. Det førte til en bestyrelsespost og senere, da klubben skulle kæmpe sig igennem både sportslig og økonomisk nedtur, blev Torben også indsat som adm. direktør. Formand og næstformand har han også været – og en del af klubbens sportslige udvalg.
Torben Oldenborg var også særdeles aktiv i Divisionsforeningen – og var foreningens repræsentant i flere udvalg og grupper i DBU – blandt andet Komiteen for Professionel Fodbold, ligesom han varetog AB´s interesser i DBU’s repræsentantskab. Og så har Torben siddet i Divisionsforeningens bestyrelse siden 2004 – de seneste syv år som vicepræsident. Torben beskæftigede sig primært med arbejdsmarkedsområdet, og det gjorde han med stor og professionel kompetence.
Torben har om nogen været med til at sætte præg på dansk professionel klubudvikling, og har ydet en kæmpe indsats, både med sin opbakning, sit store overblik og kritiske stillingtagen. Torben var altid ordentlig og uegennyttig, og Divisionsforeningen har nydt stor fordel af et fantastisk samarbejde gennem alle årene.
Torben blev udnævnt som æresmedlem i Divisionsforeningen i sommeren 2024.
Ved siden af de rigtig mange timer, der er tilbragt med og omkring fodbolden, så har Torben i mere end 30 år været direktør og ejer af Oldenborg Stilladser – et firma som han selv stiftede.
Vores tanker går til Torbens hustru Jeanette og resten af familien.
Æret være Torbens Oldenborgs minde.