I aften genstarter 3F Superliga – i morgen gælder det NordicBet Liga, og søndag den 14. juni forventes 2. Division at genstarte med en historisk sæsonafslutning. Klubberne er blevet enige om en turneringsstrukturændring, der blandt andet betyder, at der kun bliver to nedrykkere i år, 2020/21 bliver en overgangssæson med 28 hold, og fra sæsonen 2021/22 niveaudeles den nuværende 2. Division til to rækker med 12 hold i hver.
Klubberne i 2. Division er i corona-pausen blevet enige om en strukturændring, som er foreslået af B93. Ændringen betyder, at den nuværende 2. Division fra 2021/22 sæsonen bliver niveauopdelt i to selvstændige rækker. I forslaget indgår, at de to rækker skal benævnes 1. Division og 2. Division, og de bliver dermed dansk fodbolds 3. og 4. bedste række. Titlen på de to rækker er ikke besluttet endnu, men kan drøftes i den kommende sæson, da ændringen først sker fra sæsonen 2021/22. Med ændringen vil de fire øverste rækker i dansk fodbold have samme turneringsstruktur fra 2021/22.
Med mindre 2. Division mod forventning ikke skulle blive del af den såkaldte genåbningsfase 3, så genstartes turneringen 14. juni og spilles uændret færdig med yderligere seks spillerunder. Men virkningerne af strukturforslaget fra B93 betyder, at nedrykningen fra 2. Division reduceres fra fem til to hold (nr. 11 og 12 i nedrykningsspillet). I kombination med dette udvides antallet af oprykkere fra Herre-DS til 2. Division fra tre til fire hold, mens antallet af nedrykkere fra NordicBet Liga uændret er tre hold.
Dermed bliver sæsonen 2020/21 en overgangssæson med 28 hold i 2. Division. Den spilles med 2 x 14 hold øst/vest som en ”lige ud turnering” over 26 spillerunder, hvilket matcher det faktum, at det bliver en forkortet sæson grundet Covid-19. I sæsonen 2020/21 vil de to 1’ere rykke op, mens de fire nederste hold fra hver pulje (otte hold) rykker ned i Herre-DS og erstattes af fire oprykkere fra Herre-DS. For alle øvrige hold i 2. Division den kommende sæson gælder, at hvis man bliver nr. 2-6 i sin pulje, så er man i en kommende 1. Division sammen med de to nedrykkere fra NordicBet Liga. Bliver man nr. 7-10, så er man en del af en kommende 2. Division sammen med de fire oprykkere fra Herre-DS.
Dermed er vejen banet for, at sæsonen 2021/22 får en ny og blivende struktur, hvor 24 2. Divisionsklubber konverteres til 12 hold i 1. Division og 12 hold i 2. Division. Det bliver med den samme struktur, som de to øverste rækker får – 32 spillerunder i sæsonen, heraf 22 i et grundspil og herefter et slutspil, hvor henholdsvis top seks spiller om oprykning, og bund seks spiller for at undgå nedrykning. I den nye 1. Division bliver der to oprykkere til NordicBet Liga og to nedrykkere til 2. Division, og i den nye 2. Division bliver der to oprykkere til 1. Division og fire nedrykkere til Herre-DS.
”På baggrund af den lange ufrivillige corona pause er der opstået en situation, hvor klubber i begge ender af tabellen har fundet hinanden og er blevet enige om et fælles forslag. Den nye struktur vil styrke udviklingsmulighederne fremadrettet, så gabet fra 2. Division op til en stærkere og stærkere NordicBet Liga kan blive udlignet. Samtidig får vi samme struktur i de fire øverste fodboldrækker i Danmark, hvilket giver en meget større gennemskuelighed. Alt i alt er det en rigtig god beslutning af klubberne på baggrund af en ellers trist situation,” lyder det fra Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen.
Det krævede minimum 75% tilslutning fra klubberne i 2. Division at få strukturændringen vedtaget. Dertil skulle forslaget godkendes i Divisionsforeningens bestyrelse og endvidere tiltrædes af DBU, fordi forslaget har berøring til rækkerne under Herre-DM. Disse formalia er brag på plads.
For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf. 2068 3055)