Nye stadionkrav i Superligaen

København, 22. juni 2018

Dansk fodbold reviderer nu kravene til Superliga stadioner, så der fremover vil være to forskellige alternativer til at opfylde stadionkravene. Samtidig bortfalder oprykker klubbers adgang til dispensation fra kravene. 

 

Kapacitetskrav til Superliga stadioner har været et tilbagevendende diskussionsemne hver gang nye hold rykker op i Superligaen. Hidtil har kravet lydt på 10.000 tilskuerpladser, hvoraf de 3.000 skal være individuelle siddepladser. Det krav består, men derudover vil det også fremover være muligt at opfylde kravene med et stadion med plads til 6.000 tilskuere. Her skal 4.000 være siddepladser – og samtidig gælder det nye krav kun for ”lukkede stadioner” – med det menes stadioner, der har fire sammenhængende tribuner med overdækning på alle fire. De reviderede krav er især aktuelle for etablering af nye stadioner såvel som udvikling og overbygning af eksisterende stadioner.

-Med ændringen giver vi klubberne og andre involverede i stadionbyggerier eller stadionudvidelser mulighed for selv at vurdere hvilket af de to stadionkrav, der passer bedst til deres lokalområde – uden at gå på kompromis med kvaliteten. Med de nye krav er vi med til at løfte kvaliteten af fan og fodboldoplevelsen, siger direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen.

De nye krav bliver gældende fra sæsonen 2019/2020. Foreløbig er kun hovedkravene fastlagt. Der arbejdes med at specificere kravene yderligere. Hvis en oprykkerklub ikke kan opfylde kravene, så er det som hidtil stadig muligt at få licens ved at leje sig ind på et andet stadion, som opfylder kravene.

 

For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf. 2068 3055)