Turneringsmodel og antal kampe
Der spilles efter en såkaldt ”Swiss Model” hvor alle deltagerhold indgår i den samme stillingstabel. Turneringen kører over hele sæsonen (første gang kommende sæson 2022/23) og alle deltagerhold spiller 6 kampe i løbet af sæsonen. Det er ikke afgørende om man spiller 3 kampe i efteråret og 3 kampe i foråret, da fx klubber i et UEFA gruppespil typisk har mere luft i foråret end i efteråret. Når alle hold har spillet 6 kampe er det herefter planen, at de to bedst placerede hold i tabellen spiller en afsluttende finale i maj 2023 (= nr. 1 har hjemmebane mod nr. 2).
Turneringsadministrator og dommerpåsætning
Divisionsforeningen er turneringsadministrator og DBU Dommer påsætter dommere/linjedommere som hidtil kendt i Reserveligaen (og træningskampe mellem sæsonerne).
Deltagerklubber og udvælgelseskriterier
De 12 Superligaklubber er fødte deltagere. Der må maksimalt være 16 deltagerklubber for at understøtte den sportslige kvalitet bedst muligt. Dermed vil op til 4 klubber udenfor Superligaen kunne deltage efter ansøgning til administrator. De klubber vil blive vurderet ud fra 2 parametre i form af dels rangering i den netop afsluttede sæson (50% vægt) og dels hvilken DBU U-licens rating man aktuelt har (50% vægt). Det bedømmelsesparameter vil blive brugt ved flere end 4 ansøgere blandt klubber udenfor 3F Superliga.
Hvordan sammensætter vi kampene?
På samme måde som vi bedømmer ansøgerklubber udenfor 3F Superliga – med 50% vægt på rangering forgangne sæson og 50% DBU U-licens rating – inddeler vi alle deltager hold i kategorier. Hvis der som forventet bliver 16 deltagerhold så inddeler vi alle i rangeringslag efter nævnte kriterier og derfra sammensætter vi kampene så man som minimum møder et hold fra hvert lag, og derudover finder vi et så passende niveau som muligt i forhold til at matche holdene bedst muligt.
Tages der geografiske hensyn?
Nej, som udgangspunkt ikke geografiske hensyn når vi taler om at alle klubber kun skal spille 3 udekampe i løbet af en hel sæson. Når det er sagt vil vi om muligt skæve til det når vi sammensætter kampe efter førnævnte kriterier. Men det er ikke et afgørende parameter, da det først og fremmest handler om den bedst mulige sportslige matchning klubberne imellem.